Sammen om Sundholm

Vi arbejder for trygge og inkluderende udeområder mellem Sundholms ikoniske, gule bygninger.

På Sundholm er der mange tilbud til sårbare mennesker, der fx er udsat for hjemløshed eller har et aktivt misbrug. Sundholms udeområder skal forbedres, så brugerne både kan være med i forskellige fællesskaber og trække sig tilbage til roligere åndehuller. Samtidig skal det være en tryg oplevelse at bevæge sig igennem Sundholm for både små og store besøgende.

Hvad skal der ske? 

Udeområderne på Sundholm er slidte og under pres. Derfor er der behov for at lave en samlet plan for området sammen med de mange aktører, der har indflydelse på det liv, der leves på Sundholm. Sundholms udeområder skal fungere bedre for dem med fast tilknytning til Sundholm og for andre lokale og besøgende. Det første, vi skal gøre, er at lave en fælles plan for, hvordan Sundholm kan indrettes, så sårbare grupper får bedre og mere værdige fysiske forhold, samtidigt med at resten af Sønderbros beboere og besøgende føler sig velkomne og trygge ved at færdes på Sundholm.

Vi vil arbejde for, at lokalområdet får et godt kendskab til Sundholms tilbud til sårbare grupper og får afmystificeret hverdagen på Sundholm. Planen for området skal være færdig i foråret 2026 og laves i samarbejde med Realdania. 

Hvor er vi nu?

Siden 2024 har vi afholdt månedlige gademøder - kaldet kakaomøder. De hjemløses landsorganisation, SAND, har været medværter. På møderne har vi blandt andet talt om Sundholms udeområder og hvilke behov der er hos dem, der bruger områderne. På baggrund af møderne skrev vi et ’program’ for Sundholm, som tre tegnestuer og rådgiverteams brugte som afsæt til at lave hver deres bud på en visionsplan for Sundholm. Herefter blev ét team valgt til at lave den endelige visionsplan for Sundholm. 

Midtvejsevent for de tre rådgiverteams, oktober 2025

Næste skridt

Den 5. juni offentliggøres den endelig visionsplan for Sundholm til Grundlovsarrangement i foreningshuset Sundholm 8. Rådgiverne præsenterer visionsplanen og der vil være politisk samtale om Sundholm. Udenfor Sundholm 8 kan du se en udstilling af visionsplanen. 

Se programmet via vores Facebook.